I dag er det 150 år siden Abraham Lincoln holdt sin berømte Gettysburg-tale. Han holdt talen i Gettysburg, Pennsylvania den 19. november 1863 ved innvielsen av en nasjonalkirkegård for falne soldater ved et slag under borgerkrigen. Gettysburg hadde da vært åsted for et av de blodigste slagene i borgerkrigen og det krevde 7000 ofre og 40.000 sårede.
Talen til presidenten var kort - kun 271 ord og den varte i kun to minutter. Lincoln var faktisk ikke engang hovedtaler ved innvielsen. Det var Edward Everett, en tidligere governør og utenriksminister, som hadde den æren. Han holdt da også en to timer lang tale på hele 13.607 ord. Men det var ikke talen til Everett som laget historie, det var det talen til Lincoln som gjorde. I samtiden ble den imidlertid latterliggjor bl.a. på grunn av at den var så kort. En fotograf som hadde tatt oppstilling for å forevige presidenten under hans tale, var faktisk ikke ferdig med å rigge til kameraet før Lincoln avsluttet talen. Med den har gjort et uslettelig inntrykk på mange i ettertiden. Alle amerikanske elever lærer om Gettysburg-slaget og talen som ble holdt. Mange lærer den også utenat.
Lincolns tale er av nåtiden hyllet som et sentralt uttrykk for demokratisk tankegang både i USA og ellers i verden. Mange kjente amerikanere har sluttet seg til hyllesten og har gjengitt talen. Én av dem er nåværende president Barack Obama. Hør talen og se amerikanernes hyllest her:
Det har dessverre ikke lykkes meg i å finne en norsk oversettelse av talen, men en dansk versjon lå på nettet. Våre språk er jo like nok til at den bør være godt forståelig for dem som ikke er stødig nok i engelsk til å få med seg alle ordene i talen på orginalspråket.
"For fire snese og syv år siden frembragte vore fædre et nyt land på dette kontinent, undfanget i frihed og viet til den tanke, at alle mennesker er skabt lige.
Nu er vi optaget af en stor borgerkrig, som afprøver om denne nation, eller en hvilken som helst nation, således undfanget og således viet kan holde ud. Vi er mødtes på en stor slagmark i denne krig. Vi er kommet for at indvie en del af denne mark som et endeligt hvilested for dem, som her gav deres liv, for at denne nation kan leve. Det er en helt igennem passende og rigtig ting, at vi gør dette.
Men i en større sammenhæng kan vi ikke dedikere – kan vi ikke indvie - kan vi ikke helliggøre denne jord. De tapre mænd, levende og døde, som kæmpede her, har indviet den, langt mere end vores beskedne styrke kan gøre til eller fra. Verden vil ikke lægge mærke til eller huske, hvad vi siger her, men den kan aldrig glemme, hvad de gjorde her. Det er op til os, de levende, at være viet her til den store opgave, som fortsat står foran os – at disse ærede døde bibringer os en større hengivenhed for den sag, som de ofrede det sidste fulde mål – så vi her højtideligt beslutter, at disse døde ikke skal være døde forgæves – at denne nation, under Gud, skal have en frihedens genfødsel – og at regering af folket, ved folket og for folket ikke skal visne bort fra jorden."